USA vil infiltrere irakiske oprørere

Amerikanerne vil have efterretninger om de stridende kræfter i Irak. Derfor bliver der uddannet et stærkt stigende antal amerikanske efterretningssoldater.

1.000 gange om ugen. Så ofte lykkes det oprørere, terrorister og modstandskæmpere at angribe irakiske og amerikanske mål i Irak.

Aldrig tidligere er der ifølge Reuters blevet gennemført så mange angreb, men nu mener amerikanerne, at de har fundet løsningen på, hvordan krigslykken kan vendes. Flere hundrede amerikanske soldater bliver nemlig trænet i at opsamle efterretninger ved hjælp af specielle forhørsmetoder og ved eksempelvis blot at kunne tale arabisk. Således er antallet af efterretningssoldater i Irak allerede steget fra 265 i 2003 til over 1.000 i dag. Og antallet skal bringes op på over 1.500 inden 2009, skriver Reuters.

Planen er, at både de eksisterende efterretningssoldater og de nye skal have en bedre træning i at kunne opsnuse informationer fra irakerne.

»Vi har behov for at forandre, tilpasse og udvide træningen. Vi har øget vores evne til at lave menneskelige efterretninger, og dette skal øges endnu mere,« siger Major General Barbara Fast fra den amerikanske hærs efterretningscenter ved Fort Huachuca i Arizona.

Den såkaldte menneskelige efterretning står i modsætning til eksempelvis efterretninger fra satellitovervågning.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.