Amerikas ambassadør i FN, Susan Rice, slog i går fast, at det internationale samfund må gøre mere end at oprette en flyveforbudszone over Libyen.
Dermed vil USA gennemtvinge et vidtgående forslag i FNs-sikkerhedråd, der kan end med militærindgriben i konflikten i det nordafrikanske land.
"Den amerikanske holdning er, at vi skal være parat til at overveje skridt, som omfatter mere end en flyveforbudszone. Situationen i Libyen har udviklet sig, og en flyveforbudszone har iboende begrænsninger i forhold til at beskytte civile," siger Susan Rice ifølge BBC.
Rusland og Kina, som også er permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og derfor har veto ret, er uenige.
De to store lande mod øst mener i stedet, at FN skal foreslå en våbenhvile i det krigshærgede land.
Men det mener amerikanerne ikke giver mening, og USA vil ved et tidligt møde torsdag forsøge at presse en aktion igennem.
Imens vinder Gaddafis styrker yderligere frem i Libyen.
BBC reporterer således om, at regeringsstyrker nu er på vej ind i oprørernes sidste højborg, Benghazi.
Kilde: BBC