USA fremsætter tirsdag et forslag til en FN-resolution, som opfordrer alle FN’s 192 medlemslande til at fordømme dem, som benægter, at holocaust fandt sted under Anden Verdenskrig. USA håber, at forslaget vil blive vedtaget fredag.
Indtil videre bakker 39 lande op om forslaget, som fordømmer alle, som benægter folkedrabet under Anden Verdenskrig. Her blev seks millioner jøder og millioner af sigøjnere, polakker, homoseksuelle og russere dræbt i de nazistiske koncentrationslejre.
Forslaget kommer blot en måned efter, at Iran holdt en konference om holocaust i Teheran, hvor langt de fleste talere enten benægtede holocaust eller argumenterede for, at dødstallene er stærkt overdrevet.
Det amerikanske forslag dækker ikke andre folkedrab end holocaust.