Præsident Barack Obama har udnævnt general Philip Breedlove til den øverste militære leder i Nato - også kaldet Saceur (Supreme Allied Commander Europe). Det skriver nyhedsbureauet AFP.
General Philip Breedlove har indtil nu været chef for US Air Force i Europa, men nu indtager han altså posten som den øverste militære leder i Nato.
Dermed besætter general Breedlove posten en måned efter, at hans forgænger, general John Allen.
Officielt lød forklaringen, at Allen skulle på pension. Men forud var han blevet viklet ind i den skandale, der ramte CIA-lederen, David Petraeus.
Det skete, fordi Allen havde udvekslet en række e-mails med en kvinde i Florida, Jill Kelley, som Petraeus havde haft en udenomsægteskabelig affære med.
Kelley havde informeret forbundspolitiet FBI om, at hun blev chikaneret af Paula Broadwell, der udover at skrive Petraeus biografi også havde et forhold til ham.
Skandalen tvang Petraues til at gå fra CIA, men det amerikanske forsvarsministerium har tidligere slået fast, at Allen intet forkert har gjort.
Den øverste militære leder i Nato er per tradition altid en amerikaner, mens generalsekretæren per tradition altid kommer fra et europæisk medlemsland - for tiden indtages posten som bekendt af danske Anders Fogh Rasmussen.
/ritzau/