De har alle siddet på Guantanamo-basen i flere år. Men nu rejser den amerikanske hær tiltaler mod tre af de mest kendte fanger på basen. Det sker efter en afbrydelse i sagerne siden sidste år, da USA’s højesteret dømte, at sagerne ikke stemte overens med amerikansk ret.
Siden har den amerikanske regering ændret procedurerne, og nu bliver der rejst tiltale mod australske David Hicks, Salim Hamdan fra Yemen og Omar Khadr fra Canada. De nye regler har mødt kritik verden over, da de blandt andet giver mulighed for at bruge vidneudsagn, som er givet under tvang.
David Hicks bliver tiltalt for at give materiel støtte til terrorister og for »mordforsøg i uoverensstemmelse med krigens regler«.
Salim Hamdan anklages for at have været chauffør for Osama bin Laden i Afghanistan og for at transportere våben for terrorbevægelsen.
Omar Khadr, der først blev fanget i 2001, anklages for mord, mordforsøg, spionage og for at hjælpe terrorister.
Hicks og Hamdan har begge siddet på Guantanamo-basen i over fem år, og Australiens regering har gentagne gange bedt USA om enten at tiltale Hicks eller frigive ham.
»Jeg er glad for, at tiltalerne bliver forberedt, og at den deadline, jeg har sat, bliver overholdt,« siger Australiens premierminister, John Howard, til AP.
Der sidder stadig næsten 400 fanger på Guantanamo, som ikke er tiltalt for forbrydelser.