Der er kommet nye boller på suppen, efter Barack Obama har overtaget pladsen i Det Hvide Hus. For mens forgængeren Bush udråbte Iran til en del af 'ondskabens akse', foreslår Obama nu, at de to lande lader fortid være fortid og starter på en frisk.
Obama gav beskeden i en video, som blev sendt ud i forbindelse med den iranske Nowruz-fest, hvor iranerne fejrer forårets komme. I beskeden sagde Obama, at han ønskede at tale direkte til det iranske folk og til lederne af den iranske islamiske republik. Han fortalte herefter, at hans administration ønsker at opnå et konstruktiv samarbejde mellem USA, Iran og det internationale samfund.
"USA ønsker, at Iran får indtaget sin rette plads i verdenssamfundet. I har den ret, men med den følger store forpligtelser," sagde Obama blandt andet ifølge bbc.co.uk.
Forholdet mellem de to lande har ellers været yderst anspændt, da USA længe har mistænkt Iran for at udvinde uran til at fremstille atombomber. Noget lran selv benægter.