Den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, fyrer onsdag endnu en skarp trussel af fra USA til Nordkorea.
- Nordkorea bør stoppe alle overvejelser om handlinger, der vil føre til afslutning på landets regime og ødelæggelse af dets folk, advarer Mattis.
Han tilføjer, at USA i overlegen stil vil kunne overgå enhver handling fra Nordkoreas side.
- Landet vil tabe ethvert våbenkapløb eller konflikt, det sætter i gang, lyder det i en udtalelse fra Mattis.
Han tilføjer, at Nordkorea må "vælge at holde op med at isolere sig selv og opgive bestræbelserne på at få atomvåben".
Udmeldingen kommer, efter at præsident Donald Trump tirsdag advarede om, at Nordkorea vil opleve alvorlige konsekvenser, hvis landet fortsætter sine trusler mod USA.
- De vil blive mødt med bål og brand, som verden aldrig har oplevet det før, sagde præsidenten ifølge nyhedsbureauet AP.
FN's generalsekretær, António Guterres, udtrykker onsdag bekymring over den optrappede ordkrig mellem de to lande.
- Generalsekretæren er ekstremt bekymret over den nuværende situation og foruroliget over stigningen i den konfronterende retorik, siger Guterres' talsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
Trumps advarsel kom, kort efter at amerikanske medier havde skrevet om en hemmelig efterretningsrapport. Af den fremgår det, at Nordkorea har formået at fremstille et mindre atomsprænghoved til et af landets missiler.
Nordkorea testede i juli to langtrækkende missiler, der potentielt vil kunne ramme det amerikanske fastland.
I forbindelse med affyringerne har Trump langet ud efter Nordkorea. Det er ikke tidligere sket i så skarpe vendinger som nu.
Onsdag tilføjede Trump - uden yderligere kontekst - på Twitter, at USA's atomarsenal er "større end nogensinde før".
/ritzau/Reuters