USA ser ud til at være villig til at bryde med princippet om ikke at forhandle med Syrien og Iran. En talsperson fra Det Hvide Hus siger ifølge BBC, at der vil være amerikanske repræsentanter til stede ved en konference i Bagdad i næste måned, hvor Iran og Syrien og vil være repræsenteret.
Dermed retter USA sig efter en del kritikere, der har peget på, at de to nabolande til Irak skal involveres i en fredsløsning omkring Irak.
Der vil højst sandsynligt ikke deltage nogle personer på minister-niveau, men flere eksperter peger på, at der alligevel er tale om et stort skridt i retningen mod en stabilisering af Irak. Samtidig udelukker amerikanerne ikke et direkte møde med de syriske og iranske repræsentanter.
USA har det seneste stykke tid rettet en massiv kritik mod Iran, som beskyldes for at levere våben til shiamuslimske oprørsgrupper i Irak. Ifølge en højtstående anonym amerikansk embedsmand er det netop på grund af den omfattende kritik, at USA nu mødes med Iran, da USA ikke vil virke svag.