USA har henvendt sig til Danmark for at få flere æg. Det skriver mediet AgriWatch.
USA’s problemer med at skaffe æg skyldes blandt andet, at flere end 50 mio. æglæggende høner siden oktober er blevet aflivet efter udbrud af fugleinfluenza i landet.
Det har medført høje ægpriser, som også er blevet taget op af præsident Donald Trump.
Derfor har de amerikanske myndigheder nu henvendt sig til brancheorganisationen Danske Æg for at høre om muligheden for at øge eksporten.
Det fortæller sektorchef for Danske Æg Jørgen Nyberg Larsen i et interview med AgriWatch.
- De har henvendt sig for at spørge, hvor meget vi kan levere. De har også skrevet rundt til mine kolleger i Holland, Sverige og Finland, siger han.
Nyberg Larsen fortæller, at der dog en række udfordringer, hvis Danmark skal øge eksporten til USA, fortæller han. Blandt andet skal æg i USA vaskes, hvilket ikke er tilladt i EU. Samtidig er der strenge inspektions- og fødevaresikkerhedskrav, der skal opfyldes.
Adm. direktør hos Dava Foods, Ivan Noes, ser muligheder i det amerikanske marked. Han påpeger dog, at en række krav til importen bliver løftet.
- Nu er det nye tider, men vi kommer ikke til at nedprioritere vores nuværende kunder. Men kan vi komme ind på det amerikanske marked med de her nicheprodukter, så ville det være interessant. Om den her åbning giver anledning til, at man fjerner nogle af de her tekniske handelsregler, så ser vi meget positivt på det, siger Ivan Noes.