Fredag døde endnu fem amerikanske soldater i Irak, og antallet af dræbte amerikanere er nu tæt på 3.000. Samtidig afsluttede USA’s nye udenrigsminister, Robert Gates, sit tre dage lange besøg i landet og vender tilbage til USA sent fredag nat amerikansk tid.
Tilbage i USA vil han lave en rapport til præsident George W. Bush om, hvad han har fundet ud af under sit besøg.
Fredag ønskede Gates ikke at gå i detaljer med, hvad han har lært af besøget.
»Der er stadig noget arbejde, der skal laves. Der er klart flere diskussioner, som skal finde sted i Washington, og der skal komme nogle specifikke anbefalinger,« sagde Gates til en gruppe journalister på en base i Bagdad, mens der lød artilleriild i baggrunden.
Med de fem dræbte amerikanere fredag har USA i alt mistet 2.960 soldater siden invasionen i 2003, og flertallet af amerikanerne er i dag imod krigen.
George W. Bush har tidligere sagt, at han vil fremlægge en ny Irak-strategi til januar. Han har antydet, at der kan blive tale om at sende flere soldater til landet i en periode. Tidligere på måneden offentliggjorde den tværpolitiske Baker-Hamilton-kommission sine forslag til en ny Irak-strategi. I den rapport anbefales det at trække størstedelen af tropperne ud inden 2008 og overlade sikkerhedsopgaverne til irakerne.