Ritzau
Opdateret kl. 06:10
Mexico og USA spillede natten til mandag dansk tid 1-1 i en kvalifikationskamp til VM i fodbold næste år, og det kan amerikanerne være mest tilfredse med ifølge The Guardian.
Med en sejr ville Mexico så godt som sikkert være klar til slutrunden i Rusland næste sommer, men trods overvægt i spil og chancer måtte holdet nøjes med et enkelt point.
USA kom foran allerede i det femte minut på en flot scoring af Michael Bradley, der fra cirka 30 meters afstand løftede bolden over den mexicanske målmand, der var kommet for langt væk fra mållinjen.
I det 22. minut var Mexico centimeter fra at udligne, men angrebsesset Chicharito løftede bolden forbi målrammen, da han var alene igennem mod USA's målmand, Brad Guzan.
På det efterfølgende angreb var Wood tæt på at fordoble USA's føring, men i stedet blev det hjemmepublikum på det legendariske Azteca-stadion i Mexico City, der kunne juble.
På kontraangrebet lykkedes det Carlos Vela at passere Brad Guzan med et spark fra kanten af straffesparksfeltet.
I det 70. minut var Hector Herrera tæt på at bringe Mexico foran, da han på et frispark ramte overliggeren.
Mexico har efter seks kampe 14 point efterfulgt af Costa Rica og USA, der begge har otte point. Costa Rica for en kamp færre. De tre øverste kvalificerer sig til VM.
Panama har seks point for fem kampe og kan dermed overhale USA med en sejr i næste kamp. Alle hold spiller ti kampe.
/ritzau/