USA opgiver at satse på meddelere i Pakistans stammeområder, hvor Osama bin Laden menes at gemme sig, og forlader sig i stedet mere på overvågning fra luften.
Til Washington Post siger kilder i efterretningstjenesten CIA, at eftersøgningen af al-Qaeda-lederen indtil videre er mislykkedes til dels på grund af problemer med at skaffe meddelere i Pakistans utilgængelige stamme-områder.
Derfor har USA bl.a. tredoblet overvågningsflyvninger med det ubemandede, men dødbringende Predator-fly i bjergene omkring det vestlige Pakistan.
Samtidig er antallet af missilaffyringer fra flyene steget - 11 angreb har pakistanske myndigheder registreret i år i forhold til tre angreb sidste år. Blandt andre har USA fået ram på to højtstående al-Qaeda-ledere, der begge havde en dusør på fem mio. dollars på sig.
Der har ikke været nogen bekræftede spor af den 51-årige bin Landen, siden han undslap CIA og USA's militær under kamphandlinger i Tora Bora-bjergene i Afghanistan i 2001.
CIA oplyser ifølge Washington Post, at man nu har indsnævret sig til en kort liste med al-Qaeda-ledere, der har vist sig for nylig, i det håb, at de kan føre til pågribelse af Osama bin Laden.
Jagten på bin Laden er ifølge avisens kilder også blev forhindret af, at CIA og de amerikanske specialstyrker ikke kan operere frit i Pakistan. En anden årsag er, at den amerikanske regering har flyttet økonomiske midler fra Afghanistan til at finansiere krigen i Irak.
/Newspaq/