USA skal have egen version af Broen

Selvom amerikanerne må undvære tv-serien "Forbrydelsen", så får de alligevel "dansk" tv i nærmeste fremtid.

Kort tid efter at tv-kanalen AMC annoncerede, at de ikke ville give amerikanerne en tredje sæson af hit-serien "Forbrydelsen", meddeler kanalen FX, at de har bestilt et såkaldt pilot-afsnit af den dansk-svenske tv-serie "Broen".

Dermed kan amerikanerne alligevel være heldige at kunne se frem til skandinavisk underholdning i fjernsynet.

Tv-serien "Broen", der i den skandinaviske version havde danske Kim Bodnia og svenske Sofia Helin i hovedrollerne, skal i den amerikanske version foregå i USA og Mexico. I første afsnit af serien dukker et lig op, der ligger på grænsen mellem de to lande.

"The Bridge", som serien kommer til at hedde, skal produceres af blandt andet Meredith Stiehm, der før har arbejdet på serien "Cold Case" og Elwood Reid, der blandt andet har arbejdet på "Hawaii Five-O", skriver indiewire.com.

Hovedpersonerne i "The Bridge" hedder Sonya North, der er en amerikansk betjent og Marco Ruiz, der er mexicansk efterforsker, og de to skal sammen opklare mordet.

Samtidig er der også planer om at optage et amerikansk pilotafsnit af den danske serie "Den Som Dræber", skriver indiewire.com.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.