De kristne i USA har det ikke nemt. De bliver mere og mere upopulære, samtidig med at de ikke føler, at der bliver lyttet til dem. En ny undersøgelse foretaget af Barna insitituttet og offenliggjort i bogen UnChristian (Ukristen red.) viser, at flere og flere opfatter kristne negativt – det gælder både blandt kristne og ikke-kristne.
Det er dog ikke selve religionen, som folk har et problem med. Både Jesus og Biblen opfattes positivt. Men ni ud af 10 adspurgte ikke-kristne opfatter de kristne som anti-homoseksuelle, dobbeltmoralske og fordømmende. 75 procent mener, at kristne er alt for involverede i politik. Det er langt flere end i en lignende undersøgelse for ni år siden.
Over halvdelen af de kristne mener endda, at deres trosfæller er dobbeltmoralske.
Det overrasker ikke Marie Andersen, som har skrevet ph.d. om religion og amerikansk politik.
»En af forklaringerne er alle de skandaler, der har været for eksempel med politikeren Mark Foley (indrømmede at have gjort tilnærmelser til drenge, der arbejdede i den amerikanske Kongres, samtidig med at han var bannerfører for det religiøse højre red.). De siger, at de er ih og åh så kristne, og så lever de ikke selv efter det,« siger Marie Andersen.
Hun forklarer, at det også hænger sammen med en generationskløft mellem den midaldrende generation af kristne, som de sidste 30 år har kæmpet for at få kristendommen blandet ind i politik.
Har været ukristne
En af de to forfattere til UnChristian David Kinnaman mener også, at den store forskel på de kristne idealer og de yderligtgående kristnes levevis påvirker mange.
»Man ser ofte situationer, hvor for eksempel en enlig mor kommer til en menighed i sin søgen efter spirituel hjælp og assistance, og det eneste hun bliver mødt med er, Du bør ikke være enlig mor. Det giver indtrykket af, at mens Jesus elskede mennesker med fejl, så gør kristne ikke. Unge mennesker uden for kristendommen kendte frasen Elsk synderen, had synden. Men de sagde, at kristne i virkeligheden mener, Had synderen sammen med synden,« siger han til Time Magazine.
Bogen er primært skrevet til kristne læsere, for at de kan rette op på imageproblemerne.
»Vi påpeger, at det kristne samfund i USA, i alle dets variationer, skal indse og gøre noget ved dets problemer. Det starter simpelthen med at indrømme, at vi har været ukristne,« siger David Kinnaman.