De næste 634 dage er republikanske George W. Bush præsident. Og de næste 634 dage vil demokraterne prøve at tvinge Bush til at trække de amerikanske tropper ud af Irak. Som et led i den plan vedtog Repræsentanternes Hus onsdag en ny Irak-lov. Man regner med, at Senatet, som er Kongressens andet kammer, vil følge trop og vedtage loven torsdag.
Loven er i grove træk fastlæggelsen af budgettet for Irak-krigen næste år. Det budget tæller næsten 677 milliarder kroner.
Det mest kontroversielle i lovforslaget er dog, at det forpligter George W. Bush til at begynde at trække de amerikanske tropper ud af Irak senest i dette efterår. Den tilbagetrækning skal så være færdig senest 1. april 2008.
Men selvom det er vedtaget i Kongressen, vil det aldrig blive til en lov, for det sker først, når George W. Bush har skrevet den under. Og det gør han ikke. Han har allerede varslet, at han vil nedlægge veto. Derfor er vedtagelsen også langt mere en politisk protest end noget andet. Som Los Angeles Times skriver:
"Onsdagens afstemning er blot et af akterne i en større politisk drama, som udspiller sig i Washington, hvor Kongressens demokrater har som sin erklærede målsætning at udfordre præsidenten ved at gå videre med et lovforslag, som de godt er klar over, højst sandsynlig aldrig vil blive til lov."
George W. Bush har hele vejen igennem nægtet at sætte en dato på tilbagetrækningen af de amerikanske styrker i Irak, fordi man derved vil sende et signal til oprørsgrupperne om, at hvis de bare venter til den eller den dag, så har de frit spil i landet.