Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, siger, at "en russisk invasion" af Ukraine kan blive indledt når som helst - også under vinter-OL. Blinken siger, at nye russiske styrker ankommer til steder tæt på den ukrainske grænse.
Blinken fremsatte udtalelsen under et besøg i Melbourne efter et uformelt møde mellem repræsentanter for USA, Australien, Indien og Japan.
Der har været fremsat spekulationer om, at Moskva vil vente til efter vinter-OL i Beijing med en eventuel invasion af Ukraine for at ikke at genere Kina, som er dets allierede. Men det affejes af Blinken.
– Vi er nu i et vindue, hvor en invasion kan begynde på hvilket som helst tidspunkt og for at være tydelig: Det gælder også under OL, siger Blinken.
Han insisterer på, at USA "meget kraftigt foretrækker at løse krisen med Rusland gennem diplomati".
- Vi har gjort os alle tænkelige bestræbelser på at forhandle med Rusland, siger han og tilføjer:
- Men vi har samtidig været meget klare med opbygning af afskrækkelse og forsvar. Så det er blevet understreget over for Rusland, at hvis det vælger vejen med fornyet aggression, så vil det få meget massive følger.
Samtidig med at Blinken fremsatte udtalelserne i Australien, opfordrede præsident Joe Biden amerikanere i Ukraine til øjeblikkeligt at forlade landet.
- Amerikanske statsborgere bør rejse ud af Ukraine nu, hedder det i en udtalelse fra Biden til NBC News.
- Vi står over for en af de største hære i verden. Dette er en meget vanskelig situation, og tingene kan hurtigt udvikle sig helt vildt, siger den amerikanske præsident.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters