USA overvejer at samarbejde med Rusland om at oprette flyveforbudszoner over det borgerkrigsramte Syrien, hvor al militær flyvning er forbudt.
Det udtaler den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, i en erklæring forud for denne uges G20-topmøde i Tyskland.
- Hvis vores to lande arbejder sammen om at skabe stabilitet på jorden, vil det danne grundlag for fremskridt i arbejdet med at finde en løsning på Syriens politiske fremtid, udtaler Tillerson ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den omfattende erklæring er udsendt, to dage før at præsident Donald Trump skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Hamburg fredag.
Ifølge nyhedsbureauet AFP udtaler Rex Tillerson også, at Rusland har "et særligt ansvar" for at hjælpe med at stabilisere det krigshærgede land.
- USA er parat til at undersøge muligheden for et samarbejde med Rusland om at etablere fælles mekanismer til at sikre stabilitet, herunder ikke-flyve-zoner, våbenhvileobservatører på jorden og en koordineret levering af humanitær hjælp, udtaler han ifølge AFP.
Mødet mellem Donald Trump og Vladimir Putin finder sted i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg fredag og lørdag.
Der er ifølge Reuters tale om et bilateralt møde, og det bliver det første mellem de to ledere, efter at Trump blev indsat som præsident i januar.
Den politiske ledelse i Kreml oplyser ifølge nyhedsbureauet Tass, at Vladimir Putin på mødet med Trump blandt andet vil forklare sit syn på konflikterne i Syrien og Ukraine.
Søndag trængte syriske oprørssoldater støttet af USA ind i byen Raqqa, hvor de kæmper mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).
Offensiven blev ledt af SDF, som består af kurdiske YPG-soldater og arabiske syrere.
Raqqa er Islamisk Stats højborg i Syrien.
- Isis (et andet ord for IS, red.) er blevet hårdt ramt og kan være på randen af et fuldstændigt nederlag i Syrien, hvis alle parter fokuserer på at nå dette mål, oplyser Rex Tillerson i sin erklæring ifølge AFP.
- For at fuldføre missionen skal det internationale samfund og især Rusland fjerne de hindringer, der blokerer for Isis' nederlag, tilføjer han.
/ritzau/