USA ophæver et indrejseforbud mod flygtninge fra 11 såkaldte højrisikolande.
Det oplyser minister for national sikkerhed Kirstjen Nielsen.
Dog må de, der ønsker adgang til USA, fremover gennemgå en langt grundigere risikovurdering end tidligere, understreger hun.
- Det er afgørende, at vi ved, hvem der kommer ind i USA, siger hun.
- De ekstra sikkerhedsforanstaltninger vil gøre det sværere for folk at udnytte vores flygtningeprogram, tilføjer hun.
Indrejseforbuddet blev indført i oktober sidste år og omfatter flygtninge fra ti lande, hvor befolkningerne er overvejende muslimske, samt flygtninge fra Nordkorea.
Præsident Donald Trumps administration har ikke officielt sat navne på de 11 lande. Men ifølge flygtningeorganisationer drejer det sig om Egypten, Iran, Irak, Libyen, Mali, Somalia, Sydsudan, Sudan, Syrien, Yemen og Nordkorea.
En unavngiven embedsmand afviser, at de øgede sikkerhedsvurderinger af borgere fra de pågældende 11 lande er målrettet muslimer.
- Det har intet at gøre med religion, siger den anonyme embedsmand.
Donald Trump har ført en hård politik mod migranter og flygtninge, siden han blev præsident for et år siden.
Hans forgænger, Barack Obama, satte den årlige flygtningekvote til 110.000 i finansåret 2017, der begyndte i oktober 2016.
Da Trump tiltrådte, halverede han kvoten til 53.000 og efterfølgende til højst 45.000 i finansåret 2018.
Ministeriet for national sikkerhed ønsker ikke at oplyse, hvad den øgede sikkerhedskontrol af flygtninge fra de 11 lande omfatter.
Dog vil alle ansøgere blive bedt om at give mere detaljerede oplysninger og beviser for deres tidligere aktiviteter. Mange vil skulle give de amerikanske myndigheder adgang til personlig elektronik og konti til sociale medier.
/ritzau/AFP