Siden oprøret mod den syriske præsident, Bashar al-Assad, begyndte i marts, er mere end 1.700 demonstranter blevet dræbt, og titusindvis er blevet arresteret. Senest blev 24 syrere dræbt i går.
Den fortsatte vold får nu USA til at opfordre til yderligere sanktioner mod det syriske regime. I forvejen er landets bank- og telefon-industri ramt af sanktioner, men USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, opfordrer Europa, Kina og Indien til at medvirke i fælles sanktioner mod Syrien.
"For at sætte Assad under pres er vi nødt til at sanktionere olie- og gasindustrien," siger Hillary Clinton til BBC.
Hillary Clinton henvender sig til Kina, Indien og Europa, fordi de alle investerer i den syriske energisektor. Hillary Clinton opfordrer samtidig Rusland til at stoppe salg af våben til Syrien.
Et medlem af de syriske demonstranters topledelse, Amer al-Sadeq, mener, at netop yderligere økonomiske sanktioner kan styrke oppositionens greb om civilbefolkningen.
"Det vil hjælpe den tavse majoritet med at tage afstand til regimet," siger han til BBC.
Kilde: BBC