Amerikanske og somaliske soldater gennemførte natten til onsdag et helikoptertogt mod ekstremister fra al-Shabaab i Somalia, oplyser en officiel amerikansk kilde.
Den anonyme kilde oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at angrebet skete i et "partnerskab mellem USA og Somalia".
Det kommer få dage efter et storstilet amerikansk angreb mod den ekstremistiske gruppe.
- Vi har meldinger om, at al-Shabaab har lidt tab, siger en lokal politichef, Mohamed Aweys, ifølge AFP.
Missionen fandt sted ved byen Awdhegele, der ligger 50 kilometer vest for Mogadishu, oplyser både al-Shabaab og kilder i Somalias regering.
Der er ingen klare meldinger om, hvad formålet med missionen var.
Helikoptere er tidligere blevet anvendt i forsøg på at befri fanger. Det skete blandt andet i 2012, da to nødhjælpsarbejdere blev befriet fra al-Shabaabs fangenskab.
USA gennemførte i weekenden et storstilet angreb mod al-Shabaab, og mindst 150 militante blev ifølge det amerikanske forsvarsministerium dræbt.
Den islamistiske oprørsgruppe har bekræftet angrebet, men den hævder, at dødstallet er overdrevet.
Det sagde al-Shabaabs militærtalsmand, Sheikh Abdiasis Abu Musab, til nyhedsbureauet Reuters tirsdag.
- USA bombede et område, der er kontrolleret af al-Shabaab. Men USA har overdrevet antallet af dræbte. Vi har aldrig flere end 100 krigere samlet på ét sted af sikkerhedsårsager, siger talsmanden.
Ifølge Pentagon var weekendens angreb rettet mod træningslejren "Raso", der ligger 200 kilometer nord for Somalias hovedstad, Mogadishu.
Al-Shabaab, der er knyttet til al-Qaeda, blev fordrevet fra hovedstaden af fredsbevarende afrikanske styrker i 2011.
Siden har gruppen løbende udført angreb i Mogadishu - blandt andet med bomber mod hoteller i byen. Siden nytår har gruppen udført flere angreb end vanligt.
/ritzau/AFP