Islamisterne i Somalia har efter få ugers kampe tabt slaget til regeringshæren og etiopiske styrker. Nu forsøger flere lande i fællesskab at forhindre, at islamisterne forlader landet og flygter fra retsopgøret.
Ud for Somalias kyst patruljerer amerikanske krigsskibe for at sikre, at islamisterne, der kalder sig De Islamiske Domstole, ikke undslipper af vandvejen.
»Vi er bekymrede for, om ledere fra De Islamiske Domstole med tilknytning til al-Qaeda, får lov til at flygte og forlade Somalia,« siger Sean McCormack, der er talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, til BBC.
Og nabolandet Kenya har strammet op på grænsesikkerheden.
»Den kenyanske grænse er officielt lukket,« sagde landets udenrigsminister, Raphael Tuju til AP torsdag.
Lukningen af grænsen møder kritik fra flere nødhjælpsorganisationer, der mistænker kenyanerne for at forhindre somaliske flygtninge, der ikke har noget med krigen i landet at gøre, i at slippe væk.
Somalias indenrigsminister, Hussein Aideed, sagde torsdag, at der stadig befinder sig 3.500 islamister i hovedstaden Mogadishu.
»De vil sandsynligvis forsøge at destabilisere sikkerheden i byen,« sagde han ifølge BBC.