Det lød umiddelbart som en god idé.
Kast en række fodbolde ud til de lokale afghanere, så de kan komme i gang med at dyrke lidt sport.
Men de velmendende amerikanske soldater, der står bag initiativet i Afghanistans Khost-provins, hvor de forærer snesevis af bolde til de lokale, havde overset en lille detalje.
På boldene var der nemlig trykt en lang række fodboldnationers flag - blandt andet det saudiske. Og det flag indeholder som bekendt en udgave af islams trosbekendelse.
Og den må man ikke sparke til, hvis man er en god muslim.
Derfor har omkring 100 mennesker demonstreret mod boldene i Afghanistans hovedstad Kabul. Saudi-Arabien har også tidligere klaget til FIFA over brugen af landets flag på fodbolde.
Boldene var oprindeligt tænkt som en gave til Afghanistans børn.