Det amerikanske justitsministerium lægger fredag formelt op til et komplet forbud mod såkaldte "bump stocks", der forvandler almindelige geværer til fuldautomatiske våben.
Det oplyser justitsminister Jeff Sessions fredag.
- Efter det meningsløse angreb i Las Vegas er denne ændring et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at reducere truslen fra våbenvold, siger Jeff Sessions i en erklæring.
Justitsministeren har været en stålfast forsvarer for amerikanernes forfatningssikrede ret til at bære våben.
I erklæringen henviser Jeff Sessions til angrebet i den amerikanske spilleby Las Vegas 1. oktober, hvor 58 mennesker blev dræbt.
I angrebet anvendte gerningsmanden netop en bump stock, da han åbnede ild mod koncertgængere ved en musikfestival.
Myndighederne har siden oplyst, at anordningen var en af årsagerne til, at gerningsmanden i løbet af ti minutter kunne nå at dræbe og såre et så stort antal mennesker.
I februar bad præsident Donald Trump justitsministeriet om at udarbejde et forslag til en ændring af lovgivningen.
- Som jeg lovede, vil justitsministeriet udstede en regel, der forbyder bump stocks i en periode, skriver Donald Trump på Twitter fredag aften.
- Vi vil forbyde alle anordninger, der forvandler lovlige våben til ulovlige maskingeværer, tilføjer præsidenten.
/ritzau/Reuters