I to år levede hun sammen med sin familie i skjulte loftsrum i Amsterdam. Hver dag var fyldt med frygten for at blive opdaget af tyskerne. Hendes eneste trøst var dagbogen, som gav hende mulighed for at komme ud med alle de tanker og følelser, der præger en teenagepiges liv.
Historien om Anne Frank er kendt over det meste af verden. Gennem hendes dagbog fik folk indblik i, hvordan det var at være jøde i et Europa, hvor antisemitisme og nazisme var i hastig fremgang. Den lille pige med de store mørke øjne er blevet symbolet på de seks millioner jøder, som blev dræbt i Hitlers koncentrationslejre. Familien Frank lever videre i Europas bevidsthed, og nu er der nyt om fami-liens forsøg på at undslippe Hitlers greb.
For to år siden gik Estelle Guzik rundt som frivillig arkivar for ’YIVO Institute for Jewish Research’ i New York. Her opdagede hun en tyk mappe, som ikke tidligere havde været registreret. Inde i mappen lå et hav af breve til og fra Otto Frank, bedre kendt som Anne Franks far.
Til at begynde med gik instituttet, der forsker i jødiske anliggender, stille med dørene omkring deres fund på grund af usikkerhed omkring ophavsrettigheder. Men nu er de faldet på plads, og i går afslørede instituttet brevene for offentligheden.
Ny vinkel
Fra 30. april 1941 og over et halvt år frem skrev Otto Frank en lang række breve til venner og familie i USA, hvor han bad om hjælp til at få sig selv og sin familie ud af Holland.
»Jeg ville ikke spørge, hvis forholdene her ikke tvang mig til at gøre alt, hvad jeg kan, i tide til at forhindre det værste i at ske. Det er mest for vores børns skyld, at vi skal være bekymrede. Vores egen skæbne er mindre vigtig,« skrev Otto Frank ifølge AP i et af brevene, der stoppede, da Tyskland 11. december 1941 erklærede USA krig.
Selvom historien om Anne Frank har været kendt i over 50 år, mener Dr. Rafael Medoff, der er leder af ’The David S. Wyman Institute for Holocaust Studies’, at der er grund til at vise interesse for brevene. De viser nemlig en anderledes side af USA’s rolle under Anden Verdenskrig: Titusinder af europæiske jøder forsøgte at komme til USA, men heller ikke der var de velkomne.
»Efter Første Verdenskrig – som svar på offentlighedens intense anti-fremmede følelser – havde Kongressen iværksat nye restriktive immigrationskvoter. Kvotesystemet var struktureret for at mindske ’uønskede’ immigranter, især italienere og jøder,« skriver Rafael Medoff i en analyse i avisen ’The Evening Bulletin’.
I den oprindelige udgave af immigrationsloven blev jøder karakteriseret som »beskidte, uamerikanske og tit farlige for deres omgivelser ... med mangel på enhver forståelse af patriotisme og den nationale sjæl«.
190.000 liv
Ifølge de nye kvoter måtte der hvert år komme 27.370 immigranter til USA fra Tyskland og Østrig, men kvoterne blev sjældent udnyttet.
»Embedsmænd på de amerikanske konsulater fik besked på at udskyde og udskyde og udskyde uddelingen af visa til flygtninge.
De skabte en bureaukratisk la-byrint for at holde flygtninge langt væk fra de amerikanske kyster,« skriver Rafael Medoff. Ifølge ham blev kun 10 procent af kvoterne udnyttet fra slutningen af 1941 frem til begyndelsen af 1945. Næsten 190.000 pladser blev aldrig brugt.
»Familien Frank blev afvist af USA. Ikke fordi kvoterne var fyldte. Ikke fordi dette succesrige middelklasse-ægtepar og deres to unge døtre ville have været en byrde for det amerikanske samfund. Men simpelthen fordi så mange amerikanere betragtede jødiske flygtinge som uønskede, og fordi for mange politikere frygtede at miste stemmer, hvis flere jøder kom ind i landet,« skriver Rafael Medoff og opfordrer samtidig amerikanske sko-ler til at tage denne del af historien op.
»Vi bliver nødt til at lære vores børn, hvorfor USA kastede sin stolte tradition for at byde ’de trætte, de fattige, de trængte masser, som længes efter at trække vejret frit’ velkommen ud og lukkede dets døre. Kun således kan vi gøre os håb om, at sådanne moralske svigt ikke bliver gentaget i den næste generation.«
Kun Otto Frank overle-vede mødet med nazisternes koncentrationslejre.