USA erklærede sig lørdag "dybt bekymret" over, at Etiopien har idømt journalisten Eskinder Nega 18 års fængsel for anklager om terrorisme.
En talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium siger, at journalisten kun har benyttet sig af retten til at ytre sig.
Nega blev fredag sammen med 23 andre medtiltalte idømt fængsel på mellem otte år og livstid.
- Denne praksis rejser alvorlig bekymring for, hvor langt etiopierne kan stole på deres forfatningsmæssigt garanterede rettigheder, som er et fundamentalt element i et demokratisk samfund, siger talskvinden.
Hun opfordrer regeringen i det østafrikanske land til at løslade alle dem, som er "fængslet for at forfægte deres menneskerettigheder og fundamentale friheder".
Nega og de øvrige var anklaget for at fremme protester mod Etiopiens regering, blandt andet ved at fremdrage paralleller med det arabiske forår.
De blev alle dømt efter landets terrorlovgivning, som menneskerettighedsorganisationer mener er uklar og kan bruges til kvæle ytringsfriheden og fredelige politiske protester.
Også EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, har udtrykt alvorlig bekymring over de hårde straffe.
Eskinder Nega er en kendt blogger og online-journalist. Han blev anholdt sidste år.
/ritzau/AFP