USA kræver Erdogans vagter anholdt og vækker hans raseri

Recep Tayyip Erdogan vil forfølge sag om USA's arrestordrer på tyrkiske sikkerhedsvagter juridisk og politisk.

USA har udstedt arrestordrer på tyrkiske sikkerhedsvagter og betjente, der var med til at tæske demonstranter foran Tyrkiets ambassade i Washington i maj.

Det har gjort præsident Recep Tayyip Erdogan rasende.

Præsidenten siger på CNN Türk ifølge Reuters, at han vil forfølge sagen både politisk og juridisk.

Den voldelige hændelse skete, da Erdogan besøgte Trump 16. maj.

Da den tyrkiske præsident ankom til ambassaden, løb tyrkiske sikkerhedsvagter frem og slog på demonstranter, som var mødt frem.

Imens stod Erdogan og så på.

Politichefen i Washington D.C. og byens borgmester holdt torsdag et pressemøde, hvor de annoncerede, at man kræver ni tyrkiske vagter, tre tyrkiske betjente og to canadiere anholdt.

To andre er allerede anholdt. Det kom frem på pressemødet.

- Vi var vidner til den vold, der blev begået mod demonstranter. Det vil vi ikke tolerere, siger politichef Peter Newsham i Washington D.C.

De kræves anholdt på anklager om overfald og andre overtrædelser.

Sagen har skabt diplomatiske spændinger mellem de to lande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.