Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, advarede tirsdag om, at Kinas syn på udvikling i Afrika "opfordrer til afhængighed" og undergraver landenes suverænitet.
Forud for en rundrejse i en række afrikanske lande siger Tillerson, at den asiatiske supermagt i sine aktiviteter på det afrikanske kontinent benytter sig af blandt andet røveriske lånetyper, korruption og udvandede kontrakter.
Han sætter den fremfærd op mod den amerikanske, som indebærer partnerskab med afrikanske lande om opbygning af retssamfund og demokratisk udvikling.
- Kinas investeringer har potentialet til at gøre noget ved Afrikas tilbagestående infrastruktur, men de fører til stigende gæld og kun ganske få job, siger Tillerson, der talte på George Mason Universitet i Washington tirsdag forud for sin afrejse til Etiopien.
- Når denne fremgangsmåde kobles sammen med politisk og økonomisk pres, så er det til fare for Afrikas naturressourcer og kontinentets langsigtede økonomiske og politiske stabilitet.
På en ugelang rundrejse skal den amerikanske udenrigsminister rejse fra det østlige til det vestlige Afrika med stop i Etiopien, Kenya, Djibouti, Tchad og Nigeria.
I udmeldingen om USA's og Afrikas fremtidige forhold siger Tillerson, at amerikanerne ser en "strålende fremtid" for Afrika, mens kontinentets befolkningstal øges.
Han fastslår, at Trump-administrationen er opsat på at redde liv i Afrika, og han bebuder endnu en halv milliard dollar (omkring tre milliard kroner) i humanitær hjælp til kampen mod sult og hungersnød. Pengene går især til Sydsudan og Somalia samt de lande, som Tillerson besøger i de kommende dage.
Kinas præsident, Xi Jinping, har lanceret storslåede planer om udviklingen af den gamle Silkevej fra Kina til markeder i Afrika, Mellemøsten og Europa, hvor nye netværk af veje, jernbaner, rørledninger og havne skal bringe de forskellige verdensdele langt tættere.
/ritzau/AP