Det amerikanske præsidentvalg, der i disse timer afgøres, er en sand gyser og langt tættere, end nogen havde troet, det ville blive.
Sådan lyder vurderingen fra redaktør på netmediet Kongressen.com Anders Agner Pedersen kort efter klokken 4 natten til onsdag dansk tid.
- Vi er vidner til en regulær gyser. Det ser ud til at blive noget af en neglebidende affære. Det er blevet langt tættere på nuværende tidspunkt, end mange havde forventet, siger Anders Agner Pedersen.
- Intet er afgjort på nuværende tidspunkt, og det her kan godt gå hen og tage rigtig mange timer før en endelig afgørelse. Det bliver nogle af de helt små marginaler, der kommer til at afgøre nogle af de vigtige svingstater, tilføjer han.
Demokraternes Hillary Clinton har op til valgdagen ført over republikanske Donald Trump i amerikanske meningsmålinger. Men tidligt onsdag morgen dansk tid peger avisen New York Times på Trump som valgets vinder med 86 procents sandsynlighed.
- Man må sige, at Donald Trump ser ud til at performe bedre end forventet og bedre, end målinger havde givet udtryk for, at han ville gøre, siger Anders Agner Pedersen.
- Clinton holder i lange stræk den forventning, der var til, hvordan hun ville klare sig. Men det ser altså ud til, at Trump overgår de forventninger, der var til ham, siger han.
Det er ifølge Anders Agner Pedersen endnu for tidligt at spå om, hvilken af de to præsidentkandidater, der trækker det længste strå.
- Det kan tippe begge veje, siger han.
Uanset hvem af de to, der skal overtage verdens mest magtfulde job, så er vi i nat vidner til et USA, som er mere splittet end nogensinde før, påpeger Anders Agner Pedersen.
- Grøfterne er gravet meget dybe efter en utrolig lang, intens og bitter valgkamp. Så det bliver en svær opgave, den næste præsident kommer til at stå over for, ligegyldigt hvem af de to, det bliver, siger han.
/ritzau/