Pentagon har ikke set informationer, der kan underbygge meldinger fra Rusland om, at IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi skulle være blevet dræbt.
Det meddeler det amerikanske forsvarsministerium fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på dagen udsendte Ruslands forsvarsministerium en erklæring. Heri hed det, at den 45-årige leder af Islamisk Stat blev dræbt af russiske kampfly sidst i maj.
Islamisk Stats øverste chef skulle ifølge Rusland have været sammen med andre militante ledere i Raqqa i Syrien, da russerne iværksatte et luftangreb.
Det rapporterer AP med russiske medier som kilde.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger dog ifølge AP: "Jeg kan ikke 100 procent bekræfte disse oplysninger".
I erklæringen fra forsvarsministeriet hedder det, at russisk militær "med forskellige midler" forsøger at få bekræftet oplysningerne om Baghdadis død.
Ifølge ministeriet angreb russiske Su-35-kampfly og Su-34-bombefly 28. maj et møde i Islamisk Stat i en forstad til Raqqa.
Her blev toplederen angiveligt dræbt sammen med 30 mellemledere og omkring 300 krigere.
Det er ikke første gang, at Abu Bakr al-Baghdadi meldes død. I 2015 gik der rygter om, at IS-lederen var dræbt eller hårdt såret i et luftangreb.
Baghdadi lod senest høre fra sig i en båndoptagelse 3. november 2016. Her opfordrede han sine følgere til at kæmpe videre i Mosul for at forsvare Islamisk Stats irakiske højborg mod en større offensiv fra Iraks hær.
Baghdadi blev leder af IS i 2010. Hans virkelige navn skal være Ibrahim Awwad Ibrahim Ali al-Badri al-Samarrai. USA har udlovet en belønning på 25 millioner dollar, for oplysninger, der fører til hans død eller tilfangetagelse.
/ritzau/