Der er ingen rimelighed i Ruslands beslutning om at udvise 60 amerikanske diplomater, mener den amerikanske ambassadør i Moskva.
Rusland har torsdag i samme ombæring besluttet at lukke USA's konsulat i Skt. Petersborg.
Heller ikke den afgørelse kan "retfærdiggøres", meddeler ambassadør Jon Huntsman, som torsdag blev kaldt til samtale i udenrigsministeriet i Moskva.
Ruslands beslutning om at udvise 60 diplomater kommer, i forlængelse af at USA forleden meddelte Rusland, at 60 russiske diplomater udvises som følge af et formodet angreb med nervegift på eksspionen Sergej Skripal.
Skripal, som sammen med sin datter blev fundet livløs på en bænk i den sydengelske by Salisbury 4. marts, er fortsat kritisk syg.
Huntsman mener, at russernes modsvar beviser, at Rusland ikke er interesseret i dialog med USA om væsentlige emner.
Ambassadøren udtaler sig, efter at han torsdag aften har modtaget en liste over diplomater, som skal forlade Rusland i løbet af de næste to døgn.
Efter Ruslands melding om diplomatudvisninger siger det amerikanske udenrigsministerium, at Rusland ikke bør "opføre sig som et offer".
I ministeriet i Washington siger talskvinde Heather Nauert, at Rusland "skal lade være med at opføre sig som et offer". Hun kalder russernes beslutning "beklagelig".
USA forbeholder sig ret til at besvare Ruslands modsvar, understreger talskvinden med henvisning til udvisningerne.
/ritzau/AP