USA er på vej til at sætte Irans elite-hær, Den Revolutionære Garde, på sin terrorliste. Det skriver både The New York Times og Washington Post. Det vil i givet fald være første gang, at USA sætter en suveræn nations væbnede styrker på listen.
USA har flere gange påstået, at iranerne støtter terrorbevægevægelser rundt om i Mellemøsten, og mener også at kunne bevise, at landet bevæbner oprørere i Irak og Taleban i Afghanistan. Den amerikanske vice-udenrigsminister, Nicholas Burns, har tidligere udtalt, at der er uigendrivelige beviser for, at våbnene stammer fra Den Revolutionære Garde. Det fører altså nu til, at garden kommer på terrorlisten.
Kilder vurderer ifølge The New York Times, at det er et forsøg på at komme høgene i den amerikanske regering i møde. De ønsker en mere konfrontatorisk linje over for Iran, der frygtes at være i gang med at udvikle atomvåben. Et andet formål skulle være at presse de europæiske lande til at gå hårdere til Iran - blandt andet gennem FN s Sikkerhedsråd.
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har flere gange afvist de amerikanske beskyldninger - seneste på et besøg i netop Afghanistan i tirsdags. Efter et møde med den afghanske præsident, Hamid Karzai, sagde han, at han fuldt støtter Afghanistans nuværende regering.