Rygter om brug af kemiske våben i Syrien har floreret i de seneste dage. Men ifølge den amerikanske ambassadør i Syrien, Robert Ford, er der ikke noget bevis for brugen af disse dødbringende våben.
- Indtil videre har vi ingen beviser, der underbygger rygterne om brugen af kemiske våben i Syrien. Men jeg vil understrege, at vi kigger meget alvorligt på denne sag, siger Robert Ford.
Tirsdag fortalte dog en fotograf fra nyhedsbureauet Reuters, der befinder sig i den syriske by Aleppo, at flere indbyggere har klaget over åndedrætsproblemer, og at der breder sig en stærk lugt af klor i byen.
Robert Ford pointerer, at det internationale samfund meget muligt må gøre brug af en ny taktik i Syrien, hvis det viser sig, at kemiske våben rent faktisk er blevet en del af borgerkrigen.
I kølvandet på rygter om brugen af kemiske våben har Frankrig onsdag understreget behovet for at få opløst våbenembargoen i Syrien, der forhindrer de europæiske lande i at forsyne de syriske oprørere med våben.
Storbritannien støtter Frankrigs ønske om at få opløst embargoen.
/ritzau/AFP