For første gang vil USA indføre sanktioner direkte mod Syriens præsident, Bashar al-Assad.
Det sker for at få stoppet overgrebene mod civile.
I sidste måned indførte USA's præsident Barack Obama sanktioner mod Assads bror, kusine og efterretningschef.
Men nu er det tid for Assad at forlade præsidentposten eller ændre sit regime i demokratisk retning, lyder det fra den amerikanske præsident Obama, skriver BBC.
De seneste måneders folkelige opstand har kostet op imod 850 civile livet, lyder det fra menneskerettighedsorganisationer.
Assad har indrømmet, at hans sikkerhedsstyrker er gået lidt hårdhændet til værks, men tilskriver det "manglende erfaring" med folkelige protester.
Han siger samtidig, at Syrien vil overkomme krisen.
Kilde: BBC