Rusland udførte et angreb på en russisk eksspion i Salisbury i det sydlige England. Det slår USA utvetydigt fast på et krisemøde i FN's Sikkerhedsråd.
- USA mener, at Rusland står bag angrebet på to mennesker i Storbritannien med brug af en militær nervegift, siger den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley.
Sikkerhedsrådet bør handle på dette, mener USA.
4. marts blev den russiske eksspion Sergej Skripal og hans 33-årige datter fundet livløse på en bænk i Salisbury.
Ifølge de seneste meldinger fra britiske myndigheder er de to fortsat i kritisk tilstand.
Rusland er parat til en fælles efterforskning af giftsagen, siger Ruslands FN-ambassadør i Sikkerhedsrådet efter Haleys beskyldning.
Af Storbritannien kræver han reelle beviser på, at Rusland forgiftede Skripal, rapporterer nyhedsbureauet Tass.
Tirsdag efterlod den amerikanske præsident, Donald Trump, et lidt uklart indtryk af USA's stillingtagen til hændelsen i Salisbury.
Under et improviseret pressemøde sagde præsidenten, at det ud fra briternes efterforskning så ud til, at Rusland stod bag, og at han "betragtede dette som et faktum".
I samme korte presseseance, som var svær at følge på grund af støj fra en helikopter, sagde Trump dog, at han først ville vurdere, om det kunne være rigtigt, og derefter "fordømme Rusland, eller hvem det måtte være".
Den britiske premierminister, Theresa May, har sagt, at den russiskproducerede nervegift Novichok blev anvendt ved angrebet. Den er kendt som en ekstremt farlig gift.
Storbritannien har slået fast, at man finder det meget sandsynligt, at Rusland udførte angrebet.
Det har ført til, at May onsdag har givet 23 russiske diplomater en uge til at forlade landet.
Rusland har nægtet at stå bag. Reaktionen fra Moskva har været, at Mays beskyldning er en totalt uacceptabel provokation, og at intet land bør true en atommagt.
/ritzau/