USA meddeler, at det har genindført alle de sanktioner mod Iran, som blev ophævet i forbindelse med atomaftalen.
Det amerikanske finansministerium siger, at yderligere 700 personer i Iran er blevet sat på en sort liste.
Desuden arbejder USA på at få iranske banker frakoblet det internationale pengeoverførselssystem Swift. Lykkes det, vil Irans muligheder for at indgå forretninger med udlandet blive yderligere svækket.
Swift, der har base i Belgien, håndterer hovedparten af de globale pengeoverførsler mellem banker og andre finansinstitutioner i 210 lande.
Frankrig, Tyskland, Storbritannien og EU har været med til at forhandle atomaftalen på plads. De fordømmer i en fælles erklæring fredag USA's beslutning om at genindføre sanktionerne.
- Vi beklager dybt genindførelsen af alle amerikanske sanktioner mod Iran, som var blevet ophævet i 2015 i forbindelse med atomaftalen, hedder det.
I den fælles erklæring understreger landene, at de vil forsøge at beskytte europæiske firmaer, som er involveret i legitime forretningsaktiviteter med Iran.
I erklæringen kaldes atomaftalen med Iran "fuldstændig afgørende for sikkerheden i Europa, regionen og i hele verden".
Den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, siger, at Swift kan blive ramt af amerikanske sanktioner, hvis det yder hjælp til iranske finansinstitutioner, som er sortlistet i USA.
- Swift er ikke anderledes end nogen anden enhed, siger Mnuchin.
Han påpeger, at USA har tilrådet Swift, at det afbryder relationer til de iranske finansinstitutioner, som står opført på USA's liste.
USA vil tillade otte lande at fortsætte import af iransk olie, men kun på et langt lavere niveau.
De amerikanske sanktioner er rettet mod Irans atomprogram og landets påståede støtte til terrorisme.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP