USA's præsident, Joe Biden, har underskrevet et dokument om amerikansk støtte til, at Sverige og Finland bliver medlemmer af Nato.
Biden siger, at de to nordiske lande vil blive "stærke, pålidelige og yderst kompetente nye allierede" i forsvarsalliancen.
- Det er to stolte og neutrale lande. Hver og en med en lang tradition af alliancefrihed, som har brugt deres suveræne ret til at tage deres egne beslutninger om egen sikkerhed, sagde Biden, da han satte sin underskrift.
- Efter at have fulgt den demokratiske proces har de valgt at slutte sig til Nato. Det var og er et vendepunkt for alliancen, mener jeg, og for større sikkerhed og stabilitet. Ikke bare for Europa og USA, men for hele verden, sagde Biden ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Tidligere på måneden stemte Senatet i Washington D.C. med stemmer 95-1 for, at Sverige og Finland bliver Nato-medlemmer.
Politikere fra begge USA's to store partier har udtrykt stærk opbakning til at få Sverige og Finland med i Nato. De to lande er blevet betegnet som vigtige allierede, hvis moderne militær i forvejen arbejder tæt sammen med Nato.
Med Bidens underskrift har USA nu som det 23. af de 30 Nato-medlemslande godkendt Sveriges og Finlands ansøgning.
Alle 30 medlemslande skal sige ja til, at nye lande kommer med i alliancen.
Den forventede Nato-udvidelse vil være den mest betydningsfulde siden 1990'erne i tiden efter, at Berlin-muren faldt og jerntæppet mod Østeuropa smuldrede.
Spørgsmålet om Nato-medlemskab er blevet aktuelt for Sverige og Finland, efter at Rusland i februar invaderede Ukraine.
Kun Tyrkiet har gjort knuder og har stillet krav om, at Sverige og Finland stopper støtte til visse kurdiske grupper, der af Tyrkiet betragtes som terrorister.
/ritzau/
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.