Amerikanere får nu mulighed for at spise en pille, der kan være med til at forhindre, at de bliver inficeret med hiv-virussen.
Den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse FDA har mandag godkendt medicinalvirksomheden Gilead Sciences Truvada-pille som medikament til forebyggelse af aids.
- Godkendelsen er en milepæl i kampen mod hiv, siger chefen for FDA, dr. Margaret Hamburg, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Godkendelsen kommer som følge af en anbefaling fra et uafhængigt ekspertudvalg.
Pillerne skal især mindske smitterisikoen for sunde mennesker med en høj infektionsrisiko, altså for eksempel for folk der har en hiv-smittet partner.
Truvada skal indtages én gang i døgnet, men brugen af kondomer tilrådes stadig på det kraftigste.
I USA er der ifølge nyhedsbureauet AP over de seneste 15 år registreret omkring 50.000 nye hiv-tilfælde, og 1,2 millioner amerikanere menes at være inficeret med virussen, der kan føre til aids.
Gilead Sciences har siden 2004 markedsført Truvada-pillen som et medikament til folk, der allerede er inficeret med hiv, men studier viste i 2010, at pillen også kunne mindske risikoen for at blive smittet, hvis man samtidig brugte kondomer og blev testet.
Sidste år viste et nyt studie så, at Truvada reducerede smitterisikoen med 75 procent for heteroseksuelle par, hvor den ene var inficeret med hiv og den anden ikke.
Kritikere advarer dog om, at mange i fremtiden vil tage den slags medikamenter og så være i den falske tro, at de er sikret mod at blive inficeret.
Læger frygter også, at virussen udvikler resistens mod Truvada, som det desuden vil koste omkring 14.000 dollar at indtage om året.
- Truvada alene kan ikke bruges til at forebygge hiv-smitte, siger Debra Birnkrant, der står i spidsen for FDA's afdeling for antivirale medikamenter, til nyhedsbureauet AFP.
Men, tilføjer hun, pillen udgør "endnu en effektiv, evidensbaseret tilgang, der sammen med andre forebyggelsesmetoder kan hjælpe med at reducere spredningen af hiv".
/ritzau/