De mange penge er en del af det såkaldte Merida-initiativ, der samlet set afsætter 1,6 milliarder dollar over en periode på tre år til at hjælpe Mexico, Centralamerika og Carribien med at håndtere organiseret kriminalitet.
Pengene skal bruges til at styrke regionernes kriminalpræventive indsats med helikoptere, overvågningsudstyr og våbensystemer.
USA's udenrigsminister Condoleezza Rice besøgte Mexico i oktober og sagde dengang, at Merida initiativet er et spørgsmål om at prioritere både Mexicos og USA's sikkerhed.
"Mexico står overfor et kriminalitetsproblem uden fortilfælde. Sammenhængen mellem kriminalitet og stoffer er et stort problem, også for USA på grund af den lange grænselinje, vi deler," sagde Rice.
Siden december 2006 har Mexico forsøgt at bekæmpe den organiserede kriminalitet med en massiv indsats fra både militær og politi, skriver AFP.
Men på trods af anstrengelserne har flere end 4.500 mennesker mistet livet i år. 1.500 af dem blev dræbt i Ciudad Juarez, der ligger på den mexicanske side af grænsen mellem Mexico og Texas. I byen Tijuana tæt på grænsen til Californien har 685 mennesker mistet livet.
Det er i de to nordlige mexicanske byer, at de største mængder ulovlige stoffer bliver smuglet ind i USA.