USA går tirsdag ind i den anden måned af en delvis nedlukning af landets statsapparat. Det er den længste nedlukning i landets historie.
Siden 22. december har en fjerdedel af regeringen været lukket, fordi Kongressen ikke er lykkes med at nå til enighed om et amerikansk statsbudget for 2019.
Det betyder, at op mod 800.000 offentligt ansatte fortsat skal møde på arbejde uden at få løn, mens andre forbliver på tvungen orlov.
Det er primært folk inden for politi, sundhed og national sikkerhed, der er tvunget på job, mens de, der betragtes som "ikke afgørende" for driften af USA, er på orlov.
Konkret betyder det, at nationalparker ikke længere har sikkerhedsvagter, talrige museer er lukket, og flere lufthavne melder om store problemer med at få vagtplanen til at gå op, fordi dele af personalet har meldt sig syge.
Nedlukningen har fået banker og telefonselskaber til at sætte opkrævninger af regninger og gebyrer på pause.
Samtidig har mange af de offentligt ansatte, der rammes af nedlukningen, måtte tære på opsparinger, sælge personlige ejendele og ty til suppekøkkener for at få en efterhånden desperat hverdag til at hænge sammen.
- Jeg er tæt på at miste min sygeforsikring og min bilforsikring, fortæller 40-årige Yvette Hicks, der arbejder på Smithsonian Museum.
- Lige nu ødelægger nedlukningen min familie og jeg, tilføjer hun.
Kongressens stridspunkt er præsident Donald Trumps jagt på at få finansieret en grænsemur mod Mexico.
Muren vurderes at koste mere end 5,7 milliarder dollar, men det nægter Demokraterne at gå med til.
Efter fire ugers politisk tovtrækkeri gav Donald Trump lørdag aften sit bud på, hvordan Republikanerne og Demokraterne endelig kan nå til enighed.
Et "fornuftigt kompromis" kaldte præsidenten selv sit forslag, der indeholdt en række løfter om blandt andet unge immigranter i USA.
Men Demokraterne var ikke lige så begejstrede for tilbuddet.
Trumps forslag er ifølge formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, ikke andet end en samling af tidligere fremsatte forslag.
Dermed ser nedlukningen ud til at fortsætte på ubestemt tid.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP