Rusland har muligvis pillet ved eventuelle beviser for, at der er foregået et kemisk angreb i den syriske by Douma nær Damaskus.
Sådan lyder en anklage fra en amerikansk udsending ved et krisemøde mandag i Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Udsendingen er anonym, og det står ikke klart, hvor Reuters har oplysningen fra.
Anklagerne drejer sig om et formodet kemisk angreb i Douma 7. april, der kostede over 40 mennesker livet.
Reuters melder videre, at den amerikanske udsending har luftet bekymring for, at brugen af kemiske våben vil stige.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver modsat, at den russiske udsending har "svoret" ikke at blande sig i OPCW's undersøgelser.
OPCW er baseret i Haag i Holland. Organisationens formål er ifølge AFP at implementere den konvention om kemiske våben, der trådte i kraft i 1997.
Siden 2014 har organisationen haft fact finding mission i Syrien.
Organisationen blev i 2013 belønnet med Nobels fredspris for sit arbejde. Året efter forsøgte organisationen at få fjernet det syriske regimes kemiske våbenlagre.
Lørdag ankom OPCW's mission til Damaskus med henblik på at tage til Douma, der ligger øst for hovedstaden. Ifølge planen skulle holdet søndag tage til Douma.
OPCW's hold i Damaskus har haft møder med repræsentanter fra det syriske regime.
Oprørerne i Douma har siden angrebet accepteret et tilbud om at blive evakueret fra området mod at overgive kontrollen med byen til regimets styrker.
OPCW's hold er på det syriske regimes anmodning på vej til Douma for at undersøge, om der er brugt kemiske våben.
Såfremt der findes indikationer på brug af kemiske våben, har holdet dog ikke mandat til at udpege, hvem der har brugt dem.
/ritzau/