Videoen med en kidnappet amerikansk soldat i Afghanistan har rystet det meste af verden, og USA gør nu alt, hvad der er muligt for at få ham i sikkerhed.
Under et besøg i Indien udtalte udenrigsminister Hillary Clinton sig til tv-stationen ABC i New Delhi og sagde, at man søger at finde og befri den 23-årige Bowe R. Bergdahl.
Han blev taget til fange af militante islamister i juni, og en video, hvor han er tydeligt rystet, er siden blevet offentliggjort.
I indslaget sidder han på gulvet i traditionel, lysegrå afghansk klædedragt, og han opfordrer de amerikanske styrker til at forlade det krigsplagede land.
En amerikansk militærtalsmand i Kabul har fordømt videoen og kaldt den for propaganda.