USA står over for Mexico, når finalen i fodboldturneringen Gold Cup spilles natten til mandag dansk tid.
Det står klart, efter at amerikanerne natten til torsdag dansk tid besejrede Jamaica 3-1 hjemme i Nashville i den anden af to semifinaler i turneringen.
20-årige Christian Pulisic, der fra den kommende sæson tørner ud for Premier League-klubben Chelsea, brillerede med to af USA's tre scoringer.
Pulisic var på pletten med målene til 2-0 og 3-1 ved to gange at sparke riposter fra den jamaicanske keeper i nettet.
Forinden havde Schalke-spilleren Weston McKennie bragt amerikanerne på 1-0, mens Shamar Nicholson undervejs reducerede forgæves for Jamaica.
Det er det Nord- og Mellemamerikanske Fodboldforbund (Concacaf), der organiserer turneringen.
Landshold fra Nordamerika, Centralamerika samt Caribien deltager i turneringen, der i år afholdes i USA, Costa Rica og Jamaica.
Turneringen blev første gang afviklet i 1991. USA er forsvarende mester og har vundet den seks gange, mens Mexico har trukket sig sejrrigt ud ti gange.
/ritzau/