Det var en amerikansk præsident med ryggen mod muren, der torsdag morgen annoncerede, at han ønsker at indsætte 20.000 ekstra amerikanske tropper i det krighærgede Irak. Det mener Edward Ashbee fra Copenhagen Business School:
»Fra Bush’ synspunkt var det den eneste mulighed. Alternativt måtte han erkende, at Irak-krigen er tabt, og det vil han aldrig gøre,« fortæller han torsdag til DNY.
Ifølge Ashbee kæmper Bush for tiden en kamp for at sikre sit eftermæle:
»Det handler for ham helt klart om at sikre pladsen i historiebøgerne. Den slags er kun noget, man ser hos en amerikanske præsident i sin anden valgperiode.«
Opposition uden manøvrerum
Ifølge Edward Ashbee vil forslaget intensivere de politiske kræfter i oppositionen, der prøver at komme af med Bush, men det er begrænset, hvor meget Demokraterne kan stille op:
»Demokraternes største problem er, at de ikke kan finde et fælles fodslag. Derudover kan de heller ikke præsentere noget alternativ, der ikke vil ligne en dolk i ryggen på tropperne i Irak,« pointerer Ashbee og tilføjer, at det også vil komme til at præge Kongressen, når den skal tage stilling til forslaget.
Efter 2008
Irak-krigen er uden tvivl dét, George W. Bush vil blive husket for, mener Edward Ashbee, men der er lagt op til et drama, når Republikanerne skal finde en ny præsidentkandidat til 2008-valget:
»Når der skal findes en ny republikansk kandidat tror jeg, at partiet vil søge langt væk fra Det Hvide Hus. Krigen vil simpelthen være for belastende for kandidater, der har været involveret i den. Det gør også, at John McCain, som er en af de nuværende favoritter, vil få meget svært ved at få den opbakning, der er nødvendig.«
Irak-krigen er til stadighed blevet mere og mere upopulær, men Ashbee mener ikke, at folket vil svigte deres præsident:
»Det amerikanske folk har meget svært ved militære nederlag. Det ville være for meget med to Vietnam’er i én generation, så jeg tror, at de fleste amerikanere håber på en ærefuld tilbagetrækning,« konkluderer han.