Der er forskel på nord og syd i Irak. Derfor er det helt i orden, at danske og britiske styrker snart begynder at trække sig ud af Basra, sagde USA’s forsvarsminister, Robert Gates, mandag på et pressemøde i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles.
Gates var i byen for at drøfte situationen i Irak med NATO’s generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, og efter mødet gentog han blandt andet præsident Bushs kritik af Irans indblanding i nabolandets affærer.
»Iranerne tror åbenlyst, at vi er fanget i Irak, at de har initiativet, og at de kan presse os på mange måder. I øjeblikket gør de intet for at være konstruktive i Irak,« sagde Gates ifølge AP.
Samtidig sagde Iraks vicepræsident, Tariq al-Hashimi, at de britiske soldater, som arbejder tæt sammen med danskerne i Basra, kan være ude af Irak inden et år.
»Hvis det britiske folk ønsker, at deres soldater trækkes tilbage, har vi ingen indvendinger,« sagde al-Hashimi til Reuters.