USA har for anden gang på en måned indledt et luftangreb i det sydlige Somalia. Det siger kilder for den amerikanske regering til avisen Washington Post.
Begge angreb har fundet sted i et område i det sydlige Sudan, som er kontrolleret af oprørsgruppen De Islamiske Domstole. Ifølge USA skjuler gruppen efterlyste al-Qaeda folk. Efter sidste angreb, som ifølge lokale kilder dræbte mindst 20 civile, fortalte den amerikanske regering, at ingen af de eftersøgte al-Qaeda folk var blevet dræbt i angrebet.
Der er endnu ikke kommet nogen officiel bekræftelse af det nye angreb eller forlydender om dødstal, men ifølge Washington Post er begge luftangreb foretaget i samarbejde med de etiopiske tropper, som stadig befinder sig i Somalia.
Tirsdag annoncerede den etiopiske premierminister, at landets tropper begynder en tilbagetrækning. Men der er endnu ikke sat en dato på, hvornår alle tropperne vil være ude af Somalia.