To kinesiske hackere er blevet sigtet for at forsøge at stjæle forskningsdata om coronavacciner og for at have hacket hundredvis af virksomheder i USA og andre lande.
De to anklagede har også hacket menneskeretsaktivister i USA, Kina og Hongkong. Det fortæller den amerikanske vicejustitsminister John Demers.
I nogle tilfælde handlede de to kinesere "for egen personlig vindings skyld", og i andre tilfælde til gavn for Kinas ministerium for statssikkerhed, siger Demers på en pressekonference tirsdag.
- Kina har nu placeret sig ved siden af Rusland, Iran og Nordkorea i den skamfulde klub af nationer, der tilbyder et fristed for cyberkriminelle, siger han.
Medicinalselskaber i Californien, Maryland og Massachusetts er blevet hacket, men tilsyneladende er der ikke sket noget med deres coronaforskning, meddeler justitsministeriet.
De to kinesiske hackere, der begge er i 30'erne, menes at opholde sig i Kina. De var studiekammerater på en it-uddannelse i den kinesiske by Chengdu.
Ifølge det amerikanske justitsministerium har de hacket eller forsøgt at hacke virksomheder i lande som Sverige, Tyskland, Belgien, Holland, Storbritannien og Japan foruden USA.
Det er virksomheder og organisationer der arbejder indenfor blandt andet it, sundhed, uddannelse og e-sport, som skal være blevet ramt.
/ritzau/AFP