USA og Iran er på kollisionskurs i sagen om fem iranere, som torsdag blev anholdt og fængslet af amerikanske soldater i Irak.
Iranerne er skyldige i våbenhandel og medvirken til den dødbringende terrorisme i det hårdt plagede Irak – sådan lyder anklagen fra de amerikanske styrker, der beskylder iranerne for at være tilknyttet Irans Revolutionære Garde.
»Det er en organisation, der er kendt for at levere penge, våben, sprængstof og træning til ekstremistiske grupper for at destabilisere den irakiske regering og angribe koalitionsstyrkerne,« hedder det i en skriftlig meddelelse fra det amerikanske militær, skriver Reuters.
De fem iranere blev arresteret, da amerikanske tropper torsdag stormede et kontor i byen Erbil i den nordlige del af Irak, der hovedsageligt bebos af kurdere. Aktionen vækker vrede blandt kurderne, der mener, at de amerikanske styrker har overtrådt den regionale kurdiske regerings suverænitet.
Delikat balancegag
Men kurdernes vrede er intet i forhold til reaktionen fra Iran.
Iranerne fasholder, at de fem anholdte er diplomater, og regeringen i Teheran kræver, at de fem bliver løsladt omgående. Den irakiske udenrigsminister, Hoshiyar Zebari, siger til Reuters, at iranerne ikke er registreret som diplomater i landet, men at de har fået grønt lys til at være der. Han anmoder derfor de amerikanske styrker om at lade iranerne gå for ikke at risikere at forrykke den »delikate balance« mellem Irak og dets nabolande.
»Vi respekterer fuldt ud USA’s synspunkter, politik og strategi, for USA er Iraks tætteste allierede. Men den irakiske regering har også sine egne nationale interesser. Vi kan ikke ændre på den geografiske realitet, at Iran er vores nabo. Det er en delikat balancegang, og linen er meget tynd,« siger Zebari i et interview med Reuters.
Aktionen mod iranerne bifaldes af både USA’s præsident, George W. Bush, og landets udenrigsminister, Condoleezza Rice, der netop nu er på rundrejse i Mellemøsten.
»Jeg mener, at der er masser af beviser for, at iranerne er involveret i de netværk, der producerer bomber, som bruges mod vores styrker, om som vi derfor må reagere over for,« sagde Condoleezza Rice under et besøg i Israel søndag, skriver AFP.
USA har længe beskyldt Iran for at blande sig i konflikten i Irak og sende penge og våben til shiamuslimske oprørere.