På selv samme dag, hvor en stor del af Danmark er åbnet op igen, har USA skærpet advarslerne om at rejse til Danmark.
Amerikanerne opererer med fire niveauer, hvor Level 4 er det højeste. Indtil i dag befandt Danmark på Level 3, hvor amerikanerne opfordres til at genoverveje deres rejse. Men det er nu hævet til Level 4, hvor de fraråder alle rejser.
Det fremgår af den amerikanske ambassade i Danmarks hjemmeside.
De amerikanske sundhedsmyndigheder, CDC, har udstedt et såkaldt ”Level 4 Travel Health Notice”, der vel bedst kan oversættes til rejseanbefaling. Og her fraråder de altså alle rejser til Danmark pga corona – og et meget højt niveau af Covid-19 her i landet.
På CDC’s hjemmeside advares endda også om, at selv folk, der er fuldt vaccineret, er i risiko for at blive smittet og selv smitte videre under et besøg i Danmark på grund af det meget høje smitteniveau.
Hvordan det hænger sammen med de lave smittetal, der hver dag offentliggøres af de danske myndigheder, vides ikke.
Avisen.dk har forsøgt at få en forklarende kommentar fra den amerikanske ambassade, men uden held.