Uromagerne bag den seneste tids hærværk og brand i gaderne risikerer snart at stå uden tag over hovedet.
Nogle af landets boligforeninger har allerede nu besluttet at sætte dem og deres familier på gaden. Og andre overvejer at gøre det samme.
Hvis det kan bevises, at en lejer står bag hærværk eller lignede, har boligforeningerne med lejeloven i hånden ret til at smide ham eller hende ud.
- Er det tilfældet, er foreningen indstillet på at gå rettens vej og få de pågældende sat ud med fogedrettens hjælp, siger Jørgen Mejlgård, direktør i Fællesorganisationens Boligforening i Slagelse, der administrerer flere end 3.500 lejemål, til Jyllands-Posten.
Konsekvent politik
Også i København melder boligforeningerne KAB og FSB, som tilsammen administrerer 63.000 lejemål i hovedstadsområdet, sig klar til at følge trop. Det samme gælder Brabrand Boligforening, der ejer Gellerupparken ved Århus. Både Arbejdernes Andelsboligforening (AAB) med 18.000 boliger og Kalundborg Almennyttige Boligselskab overvejer samme indfaldsvinkel til optøjerne.
Den hårde kurs over for uromagerne får opbakning fra formanden for Boligselskabernes Landsforening Henning Kirk Christiansen.
Landsformanden, som også står i spidsen for Boligselskabet Højstrup, der ejer Vollsmose, understreger dog, at det i sig selv ikke løser problemerne at sætte ballademagerne på gaden. Han mener, at der også er behov for at se på, hvorfor problemerne er opstået, og hvordan noget lignende undgås i fremtiden.
I København har flere boligselskaber allerede taget hul på en forebyggende indsats. Midlet er overvågning.
Lejerbo i København er gået længst. Akacieparken i Valby sætter kameraer op i denne uge, og Den grønne trekant på ydre Østerbro er ved at finde pengene til det. Bygningerne på Glasvej i København NV er blevet udstyret med videoovervågning, og Mjølnerparken på Nørrebro har været videoovervåget i godt tre år. Her har kameraerne stoppet kælderbrande og hærværk.
- Vi har så store problemer, at videoovervågning er nødvendigt. Det er et udtryk for arrogance og rækkehusidyl at lade være, for det virker. Hvis loven tillod at filme p-pladser, ville problemer med brændte biler være løst på én nat. Vi kunne fange de skyldige og kræve erstatning prompte, siger forretningsfører i Lejerbo Steffen Boel Jørgensen til Berlingske.