Uroen vokser i Pakistans største by Karachi, hvor flere millioner indbyggere er utilfredse med den akutte mangel på rent vand.
I flere områder af den enorme storby med omkring 18 millioner indbyggere går der flere uger mellem, at tankvognene med vand kommer forbi. Problemet er stigende, i takt med at befolkningen vokser, vandreserverne falder, og hen over sommeren er demonstrationerne i Karachis gader blevet flere og flere.
'I vores kvarter har der ikke været vandforsyning i lang tid. Vi græder på grund af manglen på vand, men ingen lytter. Hvad er formålet med en regering? Børnene løber fra sted til sted for at få vand. Regeringen skulle skamme sig. Se selv, kvinderne er på gaden,' udtaler Fareeda Baji, demonstrant, Karachi.
Ifølge myndighederne er det rent fysisk umuligt at skaffe vand nok, og det har samtidig skabt en spirende sortbørshandel, hvor de dyre dråber bliver handlet for højstbydende.
Myndighederne oplyser, at de kun kan pumpe halvdelen af det fornødne vand ind til byen. Men i flere af de fattige områder påstår indbyggerne, at de ikke har fået vand i månedsvis.
Et varmt og tørt år 2014 har desuden budt på tørke i Pakistan, hvilket yderligere har påvirket vandforsyningen negativt. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen